sine bisper vie i Gallien og England[1] og forbød det. Men Harald modtog forbudet med haan. „Han modtog mange (biskoper), der kom fra England,“ siger Adams scholiast (schol. 69). En af dem, Asgoth, fakkede erkebispen og tvang ham til at aflægge lydighedsed. Det samme var tilfælde med Osmund, Bernhard den sakser, Meinhard og Albert[2]. Osmund var en englænder, der var oplært i Bremen, men overmaade lidet tysksindet. Albert opføres i bispelisterne som den første biskop i Nidaros; om Meinhard ved vi intet. Adalbert selv viede kun 2 bisper for Norge: Sigvard og Tholf[3]. Men Jørgensen har visselig ret, naar han forlægger disse tyske forkynderes virksomhed til tiden efter Haralds død (1066). Adam kjender kun en tysk missionær, der leilighedsvis besøgte Norge under denne konge, nemlig Goternes biskop, Adalvard[4], der løste en for 70 aar siden afdød viking af det ban, hvori erkebiskop Libentius havde sat ham, hvoraf følgen var, at hans uforraadnede kadaver faldt sammen til støv[5].
Hvad er saa resultatet af Adams meddelelser? Jo, at tyske missionsbiskoper først efter 1066 begynder stadig virksomhed i Norge! Da kommer Bernhard den sakser tilbage fra Island, da indvies Tholf og Sigvard – hvis de var tyskere – for Trondhjem, da blir Albert biskop i Nidaros, og da optræder Meinhard. Men da var ogsaa den norske kirkes umyndig-
