Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/213

hedsaar snart tilende, og bispelisterne har ikke blot fremmede, men ogsaa norske mænds navne at opregne. Det ydre omvendelsesverk og kristenrettens emanation laa 40 aar tilbage i tiden, og i disse 40 aar havde angelsaksiske missionærer været saa godt som ene – Adam tilsteder ikke nogen anden udtryksmaade – om det unge kirkesamfunds geistlige pleie. Og der var blandt disse missionærer mænd „clari doctrina et virtutibus“, fremragende mænd, ledende mænd. Ligger det da ikke i forholdets natur, at disse mænds virken, netop fordi den var en nydannende, en skabende virken, maatte blive bestemmende for den norske kirkes fysiognomi? Og maatte den ikke fremfor alt – hvad jeg i min bog særlig har betonet – efterlade sig uudslettelige mærker i det norske kirkesprog? Det er et fænomen, som paa saa mange af livets omraader gjør sig gjældende, at naar et folk modtager fra et andet en ny idekreds, en ny kunst eller en ny virksomhed, saa modtager det samtidig et komplex af nye ord, navnlig tekniske termini. Tænk blot paa vort sjømandssprogs forhold til hollandsk, vort haandverkssprogs forhold til tysk og vort sportssprogs forhold til engelsk! Med en naturlovs regelmæssighed ser vi tillige den foreteelse gjentage sig, at naar et folk eller et enkelt menneske i en eller anden retning øver aandeligt hegemoni over et andet folk eller andre individer, saa afspeiler det sig først i den modtagendes, den underlegnes sprog. Lad os kun tænke paa de literære strømninger, som har beskyllet vore strande: hvor meget tysk fulgte ikke med den tyske, hvor meget fransk med den franske retning i vor fællesliteratur! Det er denne naturlov, som jeg tror har virket og det med hele sin intense styrke paa vort folk, da det i det 11te aarhundrede stod ansigt til