ansigt med den angelsaksiske mission. For første gang, siden historiens morgenrøde oprandt over vort afsides liggende land, stod hele folket ligeoverfor den aandsmagt, vi kalder kristendommen, og dens talsmænd var de engelske missionærer. Og de kom i stigende antal, generation efter generation; de indtog de første pladse blandt kongernes raadgivere; de hædredes som ingen anden, og deres indflydelse sporedes overalt. Det var umuligt andet, end at deres virksomhed maatte give den ældste norske kirke dens præg og stempel!
Under dette synspunkt er min bog om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ bleven til. Og jo mere jeg syslede med opgaven, desto fastere blev min overbevisning om, at det var det rette. Thi jeg observerede, at vort ældste kirkesprog eiede et betydeligt forraad af laaneord, som ene og alene maatte være komne fra angelsaksisk. Men, naar først dette var blevet mig klart, saa kunde jeg ikke, og kan jeg fremdeles ikke blive staaende ved, at kun disse sikre engelske ord er indførte af angelsaksiske missionæren Jeg maatte og maa fremdeles gaa ud fra, at ethvert ord, som baade kan være tysk og engelsk, i virkeligheden er engelsk. Men her er jeg ved den store differents, som skiller mellem prof. Maurer og mig, og jeg har kun at tilføie: fremtidens forskning faar dømme mellem os!
Jeg har hermed naaet dette tilsvars grænse. Der er mange detailler, som jeg allerede nu kunde føle mig stærk nok til at svare paa; men det er bedre at gjøre det samlet, naar jeg har høstet mere kundskab og rigere erfaring i forskningens skole. At jeg for mange punkters vedkommende altid vil blive prof. Maurer svaret skyldig, det er en sandhed, som jeg hverken skjuler for mig selv eller skal lægge dølgsmaal paa lige overfor andre. Og
