Som det vil sees, er der temmelig stor forskjel mellem begge viser, idet nogen lighed kun delvis spores mellem 1ste, 3die og 9de strofe i den svenske vise og 1ste, 2den og 8de strofe i den norske. I begge maa der være bortfaldt noget. Saaledes synes den svenske at mangle en slutning, og dens 2den strofe hænger ikke sammen med den 1ste, hvori bukken allerede er tilstede. Ligeledes maa den norske vise have havt noget, der svarede til 2den strofe i den svenske, da man ellers ikke kan forstaa, hvad den i 1ste strofe omtalte baad skal bruges til. Hvad der i den norske vises 10de og 11te strofe sigtes til med Eliastop og Eliasfjeld, synes uforklarligt. Forøvrigt kræver baade versemaalet og den bergenske dialekt, at det anførte navn faar tryk paa første stavelse, saaledes at det maa lyde Elias, ikke Elias. Af begge viser faar man et gammeldags indtryk, dog kan de vel ikke, selv om vi sætte ildvaabnene i 2den strofe ud af betragtning, hidrøre fra en meget fjern tid. Under alle omstændigheder kan det neppe med Troels Lund antages, at der i den svenske vise lever en tradition fra Thors dyrkelsen, idet han henviser til dr Henr. Petersen om nordboernes gudedyrk. o. gudetro s. 65.
N. Nicolaysen.
Johan af Dampierre, herre til Sluys (l’Ecluse) fulgte
som greve af Namur efter sin moder, Isabella af Luxemburg,
grev Guido af Flanderns anden hustru.
Johan døde 1330 og eftrfulgtes efterhvert af sine fire sønner Johan, Guido, Philip og Wilhelm; med sin første hustru Margaretha af Bourbon havde han ingen børn faaet, men med sin anden hustru, Maria af Artois, gift 1313 og tilhørende en sidegren af det franske kongehus, samt søster til den berygtede Robert III af Artois, ophavsmanden til hundredeaarskrigen mellem Frankrig og England, havde han desuden fem sønner, Henrik, Robert, Ludvig, Johan og Didrich,
