Borg. Kr. fuldkommen fremmede, og overhovedet adskiller dennes sammentrængte, strengt juridiske Udtryksmaade sig meget fordelagtigt fra den udtværet belærende og moraliserende Tone i de fleste angels. Love. Det lader sig derfor ikke tænke, at de norske Retsbøgers Kristenretter i den Skikkelse, de have, skulde være hentede fra den angels. Ret, og selv om deres Indhold naturligvis i Hovedsagen er øst af udenlandske, skrevne eller uskrevne Retskilder og kun.i Enkelthederne afpasset og omarbeidet efter Nordboernes særlige Behov, saa staar dog ogsaa forsaavidt fremdeles det andet Spørgsmaal aabent, i hvilken Grad alene engelsk og ikke tillige,tydsk eller romersk Indflydelse har gjort sig gjældende; men dette Spørgsmaal har Forf. saagodtsom slet ikke taget under Overveielse.
2. Hvad angaar Biskoppernes Stilling (S. 217–46), kan jeg først og fremst ikke anerkjende de Slutninger, som Forf., til Fordel for sin Antagelse af en bestemmende Indflydelse fra den engelske Kirkes Side, drager af Kildernes Terminologi. Den norsk-islandske Titel biskup, byskup, kan ligesaa godt skrive sig fra Tydskland som fra England, hvilket strax bliver klart, naar man blot ikke, som Forf., holder sig til den høitydske Ordform bischof, men til den meget nærmere liggende oldsaksiske, allerede i Heljand Benyttede, saavelsom oldfrisiske Form biskop. Paa samme Maade kan Benævnelsen mustarí om større Kirker ligesaa godt være laant fra det nedersaksiske munster eller endog fra det latinske monasterium som fra angels. mynster. Heller kunde da de mere anseede Kirkers og navnlig Domkirkernes Betegnelse som Krist kirkjur eller ecclesiæ sanctæ Trinitatis være tagen fra England, skjønt jeg ligesaalidt anser dette for sikkert. Allerede Magister Adam fortæller (II Kap. 26), at Dane-
