samt døtrene Maria og Blanca. Denne sidste blev som bekjendt i 1335 Kong Magnus Eriksens dronning.
Erindrer man at Robert af“ Artois var disse børns morbroder, at fættrene, greverne af Flandern (ogsaa af huset Dampierre) ligeledes var Frankrigs svorne fiender, og at greverne af Namur bevislig ogsaa stod i høi gunst hos kong Edvard III. kunne man undres over, at Magnus, der jo i egen person havde begivet sig til den franske konge (Philip VI),[1] hvis venskab synes at have været ham magtpaaliggende, paa sin vei til eller fra Frankrig skulde have valgt sig en brud i en franskfiendtlig familie; men historien vidner om, at der var stof nok til uenighed mellem de to grevefamilier, der nedstammede fra to halvbrødre, og at det følgelig kan antages, at de Namurske grever har indtagt en stilling, der kunde kaldes neutral.
Johan I’s ældste søn, Johan II, besteg altsaa grevesæsædet før den 4de februar 1330 (faderens begravelsesdag.)
Det var en urolig, pragtelskende herre, der skal have begivet sig paa korstog til Preussen og der skal være død 2den April 1335 (Pertz V, 165; P. A. Munch, Unionsp. I, 186). Han efterfulgtes af broderen Guido, som øiensynlig ikke har været med i Preussen og som allerede 11te mai næstefter tiltraadte regjeringen, som han formenes tidligere paa broderens vegne at have ført.
Guido døde allerede 12te marts 1336 ved en turnering (Munch anf. sted); iallefald er hans testamente, dat. Seeverghem, af nævnte dato (J. Borgnet, mémoires de l’académie royale de Belgique, première série, T. X).
Saa kom Philip. Om ham er der nogen uenighed. Efter Miræus, Opera, I, 323 (cit. af P. A. Munch) skal denne under 23de juni 1336 have udstedt et diplom angaaende et af hans afdøde broder stiftet alter. Senere anføres han under 8de nov. s. a. (Gramaye, S. 46, Dies solennes Namurci) som redux ex Norvegia.
Da Blanca efter 24de august 1335 paa sin reise til Norge forlod Sluys, maa Philip antagelig have været med i hendes følge og senere efter Guidos død være bleven hjem-
- ↑ [Rydberg, Sveriges traktater I].
