søn kom med den Paastand, at hans Fader ikke havde faaet Del i den norske Arv, det vil altsaa sige ikke var bleven udløst af Hr. Alf, hvilket lyder meget mistænkeligt, da det først nu gjordes gjældende, erhvervede sig et Brev i sin Interesse fra Kong Frederik I, sendte Bud til Norge og oppebar virkelig til sine Tider noget af Renten, saaledes bl. A. af Godset paa Hjaltland.[1] Som hans Agent i Norge nævnes en dansk Adelsmand, der var traadt i hans Tjeneste, Jakob Brokkenhus, senere Landsdommer i Fyn. Hertil kom ogsaa, at Fru Inger Ottesdatter paa Østraat, en fjern Slægtning af Rose-Ætten, med sin Svigersøn Hr. Vincents Lunge vovede en, som det maa synes, særdeles dristig Streg. Hun satte sig nemlig uden videre i Besiddelse af Godset i Nordlandene og af Giske Hovedgaard med Tilliggende, hvortil hun aabenbart ingen Ret havde, og sandsynligvis af endnu flere Eiendomme. Den rette Arving, Jomfru Gørvel, var der en Tid ikke megen Tale om, og senere forsøgte Thure Jønssøn at paastaa Ret til at være hendes Værge, neppe i ganske uegennyttig Hensigt. I Marts 1531 kom disse Spørgsmaal frem ved et Raadsmøde i Oslo. Her mødte en Peder Svenske paa Jomfru Gørvels Vegne og Jakob Brokkenhus for Hr. Thure. Jomfru Karine lod paa sin Side paastaa, at Gørvel ikke havde noget at fordre i Norge, da denne havde oppebaaret sin fulde Del af Arven i Gods i Sverige, og desuden var hun, Karine, „Fadersøster til samme Arv, Jfr. Gørvel Søsterdatter“. Raadet heldede til Karinas side og afviste baade Hr. Thure og Jfr. Gørvel, indtil Parterne fremkom med Skiftebreve og andre Bevisligheder.[2]
Saa kom Christiern II’s Optræden i Norge og de
