er ligelydende med den netop omtalte Slutning af Kap. 9. Bestemmelsen selv, som gaar ud paa, at Biskoppen aarlig skal besøge hvert enkelt Fylke eller i modsat Fald tabe sin Aarsindkomst derfra, gjenfindes derimod i de tre andre Kristenretter. Den kan imidlertid ret vel tilhøre en Tid, da der kun gaves Missionsbiskopper. uden nogensomhelst Stiftsgrændse, og den indbyrdes Afhængighed; som opstilles mellem Ydelse og Modydelse, synes mig endog særlig at passe for hint Tidsrum.
Idet jeg dernæst gaar over til Bispedømmernes Besættelse, saa er det ganske vist rigtigt, at den i Norge indtil over Midten af det 12te Aarh. væsentlig laa i Kongens Haand. Men Forf. bemærker selv (S. 225), at tilsvarende Tilstande under vedkommende Tidsperiode ligesaavel vare herskende i Tydskland som i England, og herom leverer da ogsaa Hinschius’s Kirchenrecht (II S. 530–38) talrige Vidnesbyrd. At samme Praxis befulgtes i Norge, kan følgelig ligesaa godt paaberaabes til Fordel for det ene som for det andet Forbillede. Som meget lidet heldig anser jeg i ethvert Fald den Betragtningsmaade af Eids. Kr. I Kap. 31, der af Forf. (S. 222–25) gjøres gjældende. Ordene „Sa skal biskup vera at stole, er konungr vill ok rettkosenn er til ok her er vigðr til stafs ok stols“, skulle nemlig indeholde svensk, ikke norsk Ret, og det af to Grunde: for det første fordi Udtrykket stafr ok stóll udelukkende skal være svensk, og for det andet fordi det kun er i Vestgötal. I Retlösæb. 2, at der tales om Bispevalg fra Bøndernes Side. At der paa sidstanførte Sted ved Siden af Ringen ogsaa nævnes Stav og Stol blandt de Insignier, ved hvilke Kongen indsætter den af Bønderne valgte i hans biskoppelige Embede, forholder sig nu vistnok saa, og ligesaa at staver oc stol i den Konge- og Bispefortegnelse, som et enkelt Haand-
