var opgjort i Truids Tid. Man ved heller ikke mere om denne Sag.
Hr. Lage drog altsaa bort fra Oslo og kom saaledes ei til at overvære Prinds Frederiks nogle Uger efter der stedfundne norske Hylding. Derimod drog han, som det var befalet ham, til Sachsen med Dronningen. Efter Fru Gørvels Ønske medtog han hendes eneste Barn, den paa Varberg under Beleiringen fødte Nils Ulfstand, for at skaffe Drengen, der nu gik i det trettende Aar, en Fornøielse. Men det blev en sørgelig Reise. Paa Tilbageveien blev nemlig den unge Nils Ulfstand syg og døde i Landskrone. Han skulde saa begraves ved sin Faders Side i Lunds Domkirke, men Familie-Uvenskabet var saa bittert, at ingen af Ulfstanderne, den Afdødes Halvsøskende, bleve indbudne til Begravelsen. Lage Ulfstand, der maa have været en lidet tiltalende Personlighed, undsaa sig ikke for at udsprede det Rygte, at Hr. Lage Brahe havde voldt sin Stifsøns Død, og da Begravelsesdagen kom, indfandt han sig i Domkirken med en af sine Brødre og fire andre Adelsmænd og lod spørge ham ad ved disse, „om det var hans Broder, der laa i Kisten“, samt forlangte at faa Liget at se. Lage Brahe forklarede Sammenhængen ved Nils’s Død under „sin Helgens Ed“ og tilbød ligesaa Vidner, der under „Helgens Ed“[1] skulde forklare det samme. Lage Ulfstand nøiede sig ikke hermed, tog sin Hat og slog den imod Baaren og forlangte gjentagende
- ↑ Man ser, at endnu saalænge efter Reformationen er der Tale om „Helgens Ed“. Catholicismen hang fast endnu hos Mange. (Jfr. forøvrigt Kalkars Ordbog II. S. 205). Et ret mærkeligt Sted i denne Retning findes i Chroniken der Deutschen Städte XV. S. 175, hvor det om Christian III’s Gesandter i Regensburg 1541 heder, at de vare „trefflich und erlich, der alten Religion“, hvilket i det mindste for Nogles Vedkommende dog ei kan være rigtigt.
