Antagelse neppe opretholde; thi hint Stridsskrift kunde, da »det blot var rettet mod Geistlighedens Fordringer, meget vel lade Folkets Indflydelse paa Bispevalgene ude af Betragtning, saameget mere som den ligeoverfor Kongens Villie vistnok har havt lidet at betyde. Andre Beretninger om Bispedømmernes Besættelse i Aarene 1030–70 staa imidlertid ikke til vor Raadighed, og der lader sig altsaa herfra ingen Slutning drage til Fordel for den formodede gotiske Indflydelse paa den materielle Uddannelse – af de norske Oplandes Retsforfatning, ligesaalidt. som for nogen Deltagelse i Bispevalget fra en Rigsforsamlings Side, saaledes som det i England var Retsbrug. Det eneste, som kunde synes at fremgaa, er, at der ved Siden af den kongelige Indflydelse vel ogsaa, ligesom i Tydskland, toges Hensyn til Stiftsbefolkningens Villie. Ikke desto mindre forekommer det mig dog fremdeles tvivlsomt, om hin Udlægning af Stedet overhovedet er den rigtige. Klart er det i ethvert Fald, at Bestemmelsens sidste Ord umulig kunne være skrevne før 1152, idet her, d. e. i Norge, ikke før oprettelsen af Erkebispedømmet Throndhjem kunde vies nogen Biskop. Men maa det derfor ubetinget antages, at der foreligger en Tilføielse til Bestemmelsens ældre Ordlyd, saa er det nærliggende, herunder ogsaa at medtage de umiddelbart forudgaaende Ord, og følgelig at forstaa rettkosenn som henpegende paa et i Overensstemmelse med den kanoniske Ret foretaget Valg fra Domkapitlets Side.
Med Hensyn til Biskoppernes Titel bemærker Forf. med Ret, at de fra først af kun viedes sub titulo missionis, i hvilken Egenskab de dog tillige kunde kaldes hirðbiskupar d. e. Hofbiskopper, nemlig forsaavidt som deres Virksomhed betingedes af en nærmere Tilknytning til Kongens Person. Senere derimod – jeg tilføjer: vistnok i Kong
