den gamle Unionstid, i hvilken Rigerne og deres Aristokrati selv midt under Strid og Kampe stod i saa mangfoldige indbyrdes Berøringer gjennem Slægtskab, Eiendomsforhold og politiske Sympathier og Antipathier. I hendes Aarer flød de gamle norske Kongers og de ypperste af de gamle norske Høvdingeætters Blod og, som vi have seet, ogsaa en svensk Konges og fornemme svenske Ætters. Gjennem sin Mormoder stammede hun ogsaa fra dansk Adel. Født i Sverige og første Gang gift med en svensk Rigsraad, overflyttedes hun til Danmark og var der to Rigsraaders Frue og Godsbesidderinde i stor Stil i alle tre Riger. Hendes tidlige Barndom faldt ind i de blodige Tider, der kostede begge hendes Morbrødre, der stode fiendtlig imod hinanden i Christiern II’s Krige, Livet. Hendes Ungdom fik Grevefeidens storme at føle, og under Syvaarskrigen, der jo egentlig er at anse som den sidste Unionskrig, saa hun sit Fødeland og sit nye Fædreland paany i blodig Feide, og derefter oplevede hun at se, hvorledes Danmark-Norges og Sveriges Konger, Adel og Folk vænnede sig til at betragte hverandre som fuldstændig fremmede. I sin høie Alderdom sad hun med alle disse Minder om en Tid, der for de fleste andre maatte synes at ligge helt fjernt tilbage. Da hun døde, var f. Ex. mere end et Aarhundrede forløbet siden Knut Alfssøns Drab, men hun var dog denne Mands Datterdatter. Men disse Ting tage sig vistnok helt anderledes ud for Nutidens Historikere, end de gjorde det for Fru Gørvels Samtid, ja maaske endog for hende selv. Tidens historiske Sands var ringe, og dens historiske Bevidsthed dunkel og taaget, og den gamle enlige Dames jordiske Rigdom var sikkert saagodtsom det eneste, der gav hende nogen Interesse i Datiden.
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/267
Denne siden er korrekturlest
