Olaf Kyrres Regjeringstid (1066–93) – iværksattes en Deling af Riget i tre Stifter, hvoraf de to oprindelig benævnedes efter Landskaberne (Þrándheimr og Víkin), medens det tredie, der savnede et saadant Navn, blev betegnet efter det Sted, som anvistes Biskoppen til Bolig (Selja). Efter Fuldendelsen af de tre store Kathedralkirker, hvis opførelse den nævnte Konge havde paabegyndt, blev imidlertid Navnene paa de Byer, hvori disse laa (Niðarós, Osló, Björgwin), de endeligt bestemmende. Med fuld Føie føres ogsaa den for Diøcesanbiskopperne sædvanlig benyttede Betegnelse ljóðbiskup eller lyðbiskup tilbage til angels. leôdbisceop. Ordet betyder Biskop for et vist Distrikt, ganske paa samme Maade som det latinske plebanus eller vort tydske Leutpriester betyder Sognepræsten samt Leutkirche og Leuthof Sognekirke og Præstegaard. Titelen har saaledes ikke kunnet indføres i Norge før oprettelsen af de faste Bispedømmer, og den kom maaske endog først i Brug efter oprettelsen af Erkebispedømmet Throndhjem, i ethvert Fald altsaa paa en Tid, som ligger udenfor den Grændse, Forf. har trukket for sit Arbeide.
Om den kirkelige Lovgivning giver Forf. den rigtige oplysning, at den vistnok ifølge Landets Ret laa i Thingforsamlingernes Haand, men at der dog i Virkeligheden var sikret Episkopatet en betydelig Indflydelse derpaa saavel i Kraft af den Deltagelse i Lagthinget, som tilkom Biskopperne og deres Sognepræster, som i Kraft af den anseelige Vægt, der her navnlig pleiede at tillægges Biskopperne. Derimod kan jeg ikke erklære mig enig i, at man af Borg. Kr. I Kap. 18 og II Kap. 27 skal kunne slutte sig til en Adgang for Biskoppen til paa Kristenrettens omraade at optræde korrigerende ligeoverfor det Retsforedrag, som Lagmanden havde at holde
