Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/28

24

K. MAURER.

paa Thinget. Naar nemlig dette Sted lader Retsbogen ende med Ordene: „Nu er kristinnrettr taldr slikr sem ver komom minni a; skorter nokkot a, þa bœte biskupar yfir með sinum rettindum (med boðorðum sinum ok rettindum)“, saa mener vistnok ogsaa jeg, at disse Ord ere tagne ud af det officielle Retsforedrag, og jeg er ogsaa af den Opfatning, at den Foredragende ligesaa vel i Norge som paa Island talte som Organ for Lagthinget, idet hans Foredrag ansaaes som bifaldt af dette, naar der ikke paa Stedet reiste sig Indsigelse derimod i Lagretten. Jeg antager følgelig ogsaa uden Betænkning, at Biskoppen, hvis Tilstedeværelse paa Borgarthinget visselig var ligesaa pligtmæssig, som den for Eidsivathinget udtrykkelig er bevidnet, paa samme Maade som enhver anden Thingmand var beføiet til at reise Indvendinger mod Foredraget, og jeg har saaledes intet at bemærke mod Forf., naar han i en anden Forbindelse (S. 208) tillægger Biskoppen en vis Kontrol med Retsforedraget. Men en Ret til at korrigere dette, som den her (S. 228) tilerkjendes ham, er dog dermed ikke given, og overhovedet turde Meningen af de ovenanførte Ord være en ganske anden, end den, der af Forf. søges lagt i dem. Skulde paa Island Retsforedraget gjøres til Gjenstand for Rettelser, saa skred man til den Forhandling, som betegnedes ved Udtrykket at rétta lög, og paa samme Maade maatte sikkerlig ogsaa i Norge enhver, der vilde angribe et Retsforedrag som urigtigt, andrage om en authentisk Faststillelse af den gjældende Ret fra Lagrettens Side. Det os her foreliggende Lovsted synes imidlertid aldeles ikke at have det Tilfælde for Øie, at der mod Retsforedraget skede Indsigelser, men derimod det herfra helt forskjellige, at den gjældende Ret i bestemte Tvivlsmaal overhovedet ikke gav noget afgjørende Svar. Heller ikke