elegante. Han havde en Personlighed og et Væsen som en Høvding, forstod at indprente, hvad han sagde, i Alles Sjæle.
Denne Vinter var den behageligste i Magnus’s Liv. Begge de to fortræffelige Ægtefolk holdt af ham, som om han havde været deres egen Søn, og behandlede ham bedre, end mange Forældre sine Børn. Da nu Magnus drog bort for at komme ombord paa et Skib, der skulde føre ham til Island, den 28de Februar 1784, vare de begge bedrøvede ved at skilles fra ham. Etatsraaden medgav ham et Brev til hans Fader, hvori det hedte: „Deres kjære Søn, som med Guds Ledsagelse overbringer Dem dette, vil selv bedst kunne fortælle, hvorledes vi i Vinter bleve bekjendte, og kan jeg med sand Fornøielse gratulere Dem med en saadan Søn, som er, uden Undtagelse, det ordentligste og mest haabefulde unge Menneske, som jeg har kjendt, og har lært de solide Videnskaber grundigere, end man efter hans Alders Maade kunde vente. Gud give ham nu en lykkelig Overfart og fremdeles Held til den øvrige Reise, som vist er forbunden med endel Besværligheder.“
Etatsraadinde Fjeldsted udrustede Magnus med rigelig og god Niste og fire Flasker Biskop, som hun vidste var hans Livdrik. Efter en vemodig Afsked kom han samme Dag til Mandal, hvor han strax blev buden i Aftenselskab til den rige Kjøbmand Knudsen,[1] thi han kjendte jo gjennem Fjeldsteds alle de bedste Folk i Byen. I Mandal fik han en stor Lodsbaad med to Mand for at ro ud til Skibet, der laa 16 norske Mile borte mod Nord,
- ↑ Familien Knutzen fra Holsten, besvogret med Familien Gjertsen Nedenes), der i mere end et Aarhundrede var den rigeste i Mandal.
