nere bleve Embedsmænd i Norge,[1] benyttes Leiligheden til her ogsaa at meddele disse Træk. .
Magnus’s første Lærer i de lærde Skolevidenskaber havde været Olav Olavsen, som i 1771 var „udskreven“ af Latinskolen i Hole. Han omtaler denne Mand med megen Uvilje og forsikrer, at han er af de meget faa, med hvem han i sit Liv har havt noget udestaaende. Han var Kontorist hos hans Fader (da Lagmand) og skulde tillige undervise Sønnen, men var uduelig og forsømmelig. Siden, da Magnus i 1781 kom til Kjøbenhavn, var denne hans fordums Lærer den første Landsmand, han traf paa, og de mødtes siden oftere hos Jon Erichsen. Olav friede til Erichsens Datter Margrete (siden Admiralinde Jessen), men fik en Kurv, hvorpaa han strax vendte sig til Tjenestepigen i Erichsens Hus, en kjøbenhavnsk Malerdatter, „et for ham fuldkommen passende Menneske, en stor og plump Pige“, idet han sagde, at „siden Frøken Margrete ikke forstod sit eget Bedste, skulde hun siden komme til at misunde sin Tjenestepige“. Erichsen, som ønskede at blive Personen kvit og faa ham bort fra Kjøbenhavn, anvendte sin Ind-
- ↑ Kun meget sjelden kom Islændinger efter Reformationstiden, da Islands politiske Forbindelse med Norge, om end ikke just i Formen, saa dog i Virkeligheden ophørte, og den geistlige helt afbrødes, til at færdes eller bosætte sig i det gamle Moderland. Historieskriveren Torfesen (Torfæus) er uden nogen Sammenligning den betydeligste af saadanne. Ved Adskillelsen i 1814 vare neppe flere end tre Islændinger norske Embedsmænd, nemlig Prof. Olavsen og Præsten Dr. Einar Gudmundson, hvilke her omtales, samt en anden Præst, Gisle Johnson, tilsidst Sognepræst til østre Moland, den nys afdøde Professor Dr. theol. Gisle Christian Johnsons Farfader. Et Par Embedsmænd, der tidligere havde været ansatte paa Island, Grev Trampe og Sorenskriver Koefoed, forbleve i Norge 1814.
