flydelse og fik ham ansat 1783 som Tegnemester og Lector i Mathematik ved Bergseminariet paa Kongsberg, hvor han siden tillige blev Lector i Lovkyndighed, titulær Professor og Auktionsforvalter, indtil han omsider tog Afsked og døde i Christiania som Pensionist og Vasaridder 1832. Magnus Stephensen, der i sin Selvbiographi idelig forfølger Olavsen med utrættelig Uvilje, beretter, at man fra Norge „vidste at fortælle, at hans Kone, Erichsens gamle Tjenestepige, ikke var lykkelig i sit Samliv med ham“. Forøvrigt var Olavsen i Norge bekjendt som latinsk Digter og har ladet adskillige af sine Forsøg i den Retning trykke.
En anden af disse islandske Embedsmænd i Norge, hvem Magnus Stephensen nævner, var John Gisleson, fra 1783 til sin Død 1803 praktiserende Læge og siden Landphysicus i Drammen. Heller ikke ham er vor Forfatter god. Magnus’s Svoger, den lærde Biskop Hannes Finnsson i Skaalholt, havde advaret ham for Gislesons Bekjendtskab i Kjøbenhavn, og han afslog derfor dennes Tilbud om at være hans Læge; han havde ogsaa i Kjøbenhavn „befordret to Islændinger til det evige Liv“.[1]
En tredie Islænding, Einar Gudmundson fra Vestmannøerne, siden Dr. phil. og Præst i Norge (tilsidst i Løiten, død 1817), omtales med større Velvilje; han var ved sin Ankomst til Kjøbenhavn yderlig fattig, og Magnus fik overdraget ham den „Klosterdaler“ (1 Daler om Ugen af Communitetet), som han selv havde kunnet hæve, om han havde villet det.
- ↑ Se forresten om ham Kiærs „Norges Læger i det nittende Aarhundrede“ samt Fru Dunkers „Gamle Dage“ paa flere Steder, hvor han ikke er fordelagtig omtalt.
