for dette Fald henvises dog Biskoppen til at foranledige en Thingbeslutning i Sagen, men tværtimod til af egen Magtfuldkommenhed at afhjælpe Mangelen ved en af ham selv udfærdiget Forskrift. “ Forsaavidt har allerede R. Keyser (I S. 208) opfattet Forholdet rigtigt; men naar denne Forf. dernæst udtaler den Formening, at det blot kan have været Hensigten at indrømme Biskoppen Adgang til at udstede en provisorisk Forordning, indtil den offentlige Lovgivning selv havde udfyldt den opdagede Lakune, saa turde Lovstedets Tanke atter være bleven i nogen Grad misforstaaet. Jeg tror herimod at burde fremhæve, at Staten ikke i Norge tilsigtede at drage den hele Række af kirkelige Bud ind under sit Lovgivningsomraade. Den indskrænkede sig i saa Henseende til at underlægge sig saadanne Emner, hvis religiøse Iagttagelse den ansaa det som sin Pligt at fremtvinge ved Hjælp af verdslige Midler. Alt andet overlod den Biskopperne saavel at regulere, som ogsaa – ved Hjælp af kirkelige Tvangstrudsler om Anvendelse af Kirkebod, Exkommunikation, Bann eller Interdikt – at skaffe behørig Lydighed. Desuden svare disse Forhold fuldkommen til den Kjendsgjerning, at Biskoppen paa den ene Side ingen Jurisdiktion besad in foro externo, medens paa den anden Side hans Myndighed in foro interno var aldeles uindskrænket.
Biskoppernes Visitatsreiser saavelsom Stiftssynoderne, der ligesom paa Island pleiede at afholdes paa Lagthinget, omtales fuldkommen rigtigt og give ikke Foranledning til nogen Bemærkning fra min Side. Anderledes forholder det sig derimod med den kirkelige Kaldsret. Med Hensyn hertil gjaldt – forsaavidt er jeg enig med Forf. – indtil henimod Midten af det 12te Aarh. den Regel, at den tilkom den enkelte Kirkes Eier, enten denne var en Privatmand, Menigheden eller Kongen,
