Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/30

20

K. MAURER.

samt at alle Fylkeskirker tilhørte den sidste. Dog vare Fylkeskirkerne ikke, som Forf. (S. 238) antager, de eneste kongelige Kirker, idet jo ogsaa Kongen paa sine egne Gaarde kunde have Högendeskirker. Ved den anførte Regel holder nu fremdeles Borg.loven (I Kap. 12, II Kap. 23) fast, om den end kun udtrykkelig udtaler den i Anvendelse paa Herreds- eller i det høieste tillige paa Högendeskirkerne. Omvendt følger Frost.loven den nyere Regel og indrømmer (II Kap. 11) Biskoppen Ansættelsesmyndigheden ved samtlige Kirker, alene med Tilføielse af, at han har lovet Bønderne at tilstaa dem en Præsentationsret. Eids.loven (I Kap. 31, II Kap. 27) lader derimod efter min Opfatning Spørgsmaalet aabent. Dens Ord „hann skal oss kennimenn fa“ behøve ikke nødvendigvis at forstaaes som angaaende selve Kaldsretten, men kan ligesaa godt gjælde Biskoppens Pligt at sørge for, at der til enhver Tid haves det fornødne Antal Geistlige til Raadighed, en Pligt, der f. Ex. ifølge Biskop Paals Saga Kap. 11 udtrykkelig erkjendtes af Biskop Paal Jonssøn af Skaalholt. Ikke desto mindre vil Forf. i de citerede Ord se udtalt en uindskrænket Anerkjendelse af den biskoppelige Kaldsret. Endnu vanskeligere kan jeg imidlertid forlige mig med hans Udlæggelse af Gul.lovens Kap 15. Stedet lyder: „Nu er þat þvi næst at biskup varr skal kirkium raða, sem Olafr hinn helgi iatti Grimkeli biskupi a Monstrarþingi’, ok sva sem ver uurðum a satter siðan; biskup varr skal nu presta til kirkna allra setia“ osv. I disse Ord tillægges Kaldsretten Biskoppen ligesaa utvetydigt som i Frost.loven; men paa den anden Side betegnes dette, hvad allerede Zorn har bemærket, udtrykkelig som senere indført Ret, hvorhos der foruden Olaf den helliges Bestemmelse ogsaa paaberaabes andre, senere istandkomne Aftaler. At Biskoppen paa en Tid,