kjendt. Det er ogsaa næsten mod Naturens Orden, at Elven her skulde have dannet en Vik; den maatte da have.været den sidste Rest af et Løb udover mod Fjorden paa dette Sted, og dertil findes, mig bekjendt, ingen Antydninger, hvorhos Øren da vilde have været for liden til at kunne benyttes som Tingsted for flere Fylker. At man har fundet Skjæl paa dette Sted, kan neppe betyde noget, da det hele Strøg udover mod Fjorden dog maa være opskyllet Grund.
Imidlertid er det dog muligt, ja rimeligt, at Skipakroken er at søge paa dette Sted. Den Bøining, Elven gjorde og formodentlig endnu gjør i Flodmaalet ved a, kan have strakt sig længere opover, og naar man kom forbi den yderste Pynt af Bratøren, hvor Strømmen, især naar Vandet er begyndt at falde, er temmelig stærk, kom man ind i roligere Vand og kunde fortøie ved Elvebredden, hvor man laa som i en lun Krog, der med fuld Ret kunde kaldes Skipakroken.
Strømmen var udenfor Toldboden og Bratøren endnu saa stærk, at Fartøier ved halvfjæret Vand havde vanskeligt nok for at arbeide sig op mod den, men tidligere har den formodentlig været endnu vanskeligere at kjæmpe imod. Der er nemlig Sandsynlighed for, at der engang i Tiden har været fuldt Seilløb mellem de to paa Kortskitsen trukne stregede Linier. Efter Klüvers „Norske Mindesmærker“ kunde de udenfor Staden liggende Ører i Aarene 1720 til 1730 endnu overseiles af en liden Jægt ved Fjæretid, medens de paa den Tid, hans Værk kom ud (1823), neppe kunde passeres af en liden lastet Baad ved Flod. Dette er forsaavidt rigtigt, som den vestlige Del af Ørerne, den mægtige Bakøre, var aldeles tør ved Fjæretid, men mellem de stregede Linier var der endnu i min Barndom en Rende, som selv ikke ved laveste Fjære
