var ganske tør undtagen i Yderenden, og gjennem det saakaldte Færgemandshul kunde ved Flodtid Storbaade og Smaaskuder godt passere ud til Fjorden istedetfor at maatte følge det af Pæleskjærme paa begge Sider regulerede længere Hovedløb. Jeg husker engang at have seet en ballastet hollandsk Kuf blive bugseretf ud denne Vei. Vi Børn legede ofte paa Øren, som længere ude ved den vestre Pælerække eller „Pallisatan“, som de kaldtes,[1] var saa grund, at enkelt Sted kunde være tørt ved Floden, naar der var Næbtid. Det hændte da ikke saa sjelden, at vi blev „omflydte“ og maatte klæde os helt af for at komme over denne Rende, som ogsaa ved Fjæren maatte vades, hvis man ikke vilde omgaa den ved at gaa langt vestover. At denne Rende engang har været saa dyb, at den kunde benyttes som almindeligt Seilløb, er ikke usandsynligt, og det synes at bekræftes af, hvad Sagaerne fortæller om, at Skibe lagde til ude ved Øren, og at der byggedes Skibe der.[2]
Færgemandshullet var ikke stængt ved Forpæling, da man netop ønskede ved den derigjennem løbende Strøm at holde den omtalte Rende nogenlunde aaben for Smaafartøier og især for Føringsprammene til og fra Ilen, hvor større Fartøier maatte losse en Del af Ladningen, inden de kunde komme op i Elvehavnen. Disse Førings- pramme var ikke fladbundede, men rundbyggede og for-
- ↑ Mellem de to Pælerækker stod der sammenboltede Forhalingspæle eller duc d’alber. Disse kaldtes „Dikketalan“.
- ↑ I det lille Slæbested paa Bratøren ved i laa der endnu i min Tid et Par svære Stokke halvt nede i Sanden. Disse sagdes at være Levninger af et tidligere Skibsværft. Om de end ikke kunde være saa gamle, at de laa der fra Sagatiden, vidnede de dog om tidligere Skibsbygning paa dette Sted.
