synede med Kjøl; enkelte af dem kunde laste indtil 100 Tønder Korn og stak da flere Fod i Vandet.
Gik nu Fartøier ind dette Løb, og kom de efter at have passeret den skarpe Bøining og stærke Strøm ved Skagen ind i det roligere Vand ved Bryggerne, havde de naaet en rigtig lun „Skipakrok“.
Denne Rende har dog neppe været Elvens Hovedløb. Det sandsynligste er, at den har havt to Løb, nemlig foruden hint det nuværende Hovedløb, hvilket før skal have gaaet ret ud, men efter det store Jordfald i 1816, hvorved Tiller Kirke og Gaard gik ud, og som næsten stængte Elven, lagde der sig en Banke udenfor Mundingen og fik Elven yderst ude en mod Vest krummet Retning, saaledes som det viser sig paa de nyeste Korter over Byen. Muligens kan Jordfald i forhistorisk Tid have frembragt lignende Banker længere inde og derved givet Anledning til Dannelsen af det her omtalte vestlige Løb.
Disse Forhold er nu aldeles forandrede ved den nyeste Tids Opfyldninger. Hvor der før var overflydte Banker, er der nu Øer. Pallisaderækken paa Vestsiden er forsvunden, og istedenfor den er der nu Kaier eller (Flad-)brygger et godt Stykke længere ud, end hvor den endte.
Det er ikke Meningen her at omtale det middelalderske Throndhjems Gader eller disses Retning; dette har været godt og indgaaende behandlet i Hr. Mathiesens tidligere nævnte Afhandling. Hensigten er nærmest den at omtale Gadernes Navne i min Ungdomstid og især den Omstændighed, at de fleste af dem, navnlig de større, ligesom i flere af vore Byer, havde et officielt Navn, som aldrig brugtes og neppe nok kjendtes i daglig Tale, og et
