ende Vaaningshus, som er ældre end Branden i 1840, men Værtshusnæring findes der nu ikke i det.
Ved Siden af Henningstuen boede Færgemanden, dengang en gammel jydsk Skipper eller en „Sildring“[1] ved Navn Cramer. Vaaningshuset var hans private Eiendom, men Bryggen med sine Trapper og tilhørende Bygninger samt „Udbygget“, hvorfra man havde Udsigt vidt omkring ud over Reden og Fjorden, tilhørte Kommunen og havdes af ham i et Slags Forpagtning. Færgemandsbestillingen omfattede ikke blot Oversætningen over Elven, men Færgemanden havde Privilegium paa Føring til og fra Skibe, som ikke laa ved Bryggerne, Bugsering ind og ud Elven, Levering af Ballast o. s. v., hvortil han skulde bekoste de fornødne Baade og Fartøier samt holde dem i ordentlig Stand. Det var en indbringende Bestilling, som gjerne overdroges veltjente Borgere, især gamle Sømænd. Den før nævnte Cramer, som forresten var en af Byens mange Originaler, døde som en velstaaende Mand, men hans Eftermand var ikke saa heldig, og nu er dette Privilegium ophævet.
Bratøren var forresten et af Byens livligste Steder. Der og i Ravnkloen var Byens Fisketorv, og i Laxetiden, eller naar der kom Sild ind til Byen, var der fuldt op af Folk og Baade. Man gik da ud paa Udbygget for at se Baadene komme seilende op over Elven, og i Sildetiden, men især ved de to Markeder, kunde de komme i flokkevis. Den større Del af Bønderne kom Søveien ind til Byen, og derved blev Almenningerne de egentlige
- ↑ Saaledes kaldtes de Frisere, som boede paa øerne ved Slesvigs vestkyst. De var meget søgte som dygtige Sømænd og Skibsførere.
