da Kaldsretten endnu ikke tilhørte ham, dog allerede maa have øvet en meget vidtgaaende Indflydelse paa Kirkernes Forvaltning og deres Besættelse med Præster, forstaar sig af sig selv og var desuden en Følge af, at han altid havde at indvie de første og at ordinere de sidste. Naar Kong Olaf tilstod Biskop Grimkell Myndigheden at ráða kirkjum, kan dette derfor meget vel have indskrænket sig hertil og den ubetingede Kaldsret først efter 1152 være bleven føiet til Biskoppens ældre, mere begrændsede Rettigheder. I ethvert Fald vilde det staa i den mest afgjorte Modsætning til det hele Forløb af den kirke- og statsretslige Udvikling i Norge, hvis man med Forf. vilde antage, at allerede Olaf den hellige skulde have tilstaaet sine Missionsbiskopper en uindskrænket Kaldsret. En saadan Indrømmelse er derhos høist usandsynlig ogsaa af den Grund, at saavel Privateiendomsretten til Kirkerne som den deraf flydende Kaldsret paa Kong Olafs Tid var i fuld Brug i alle germaniske Riger (jfr. Hinschius II S. 621–28). I Overensstemmelse hermed kunde da ogsaa Biskoppen efter oldnorsk Lov alene afsætte Præsten formedelst –Uduelighed eller Forgaaelser mod Disciplin og Embedspligter. I Anledning heraf fremhæver Forf. med Ret, at de norske Kristenretter mere stræbe at beskytte Præsten mod vilkaarlige Overgreb fra hans Biskops Side, medens de angelsaksiske Love i overveiende Grad lægge Vind paa at beskytte Geistligheden mod den verdslige Befolknings Voldsomheder. Ogsaa dette staar imidlertid i Samklang med den Antagelse, at der i Norge fra først af er tilkommet Lægmændene en afgjørende Indflydelse paa deres Kirkers Besættelse med Præster.
Blandt Biskoppernes Indtægter nævnes foruden Gjæstingsretten særlig de i geistlige Sagsanlæg faldende Pengebøder, de for Biskoppernes Embedsforretninger ud-
