redede Sportler samt en Personafgift (reiða), hvis Sammenhæng med den hedenske Tempeltold medgives. Paa den, først en langt senere Tid tilhørende, Indførelse af Næringstienden gaar Forf. ikke ind, ligesom han med Hensyn til Hovedtienden indskrænker sig til en kort Gjengivelse af andres Meninger. I det hele slutter han sig i Henseende til det sidste Punkt til de af mig forsvarede Opfattelser. Megen Opmærksomhed fortjener i denne Sammenhæng et hidtil overseet Sted i de angivelig under Kong Eadgar udstedte Canones (Be dæ̂dbêtan § 15, Ancient Laws II S. 283), hvilket Forf. anfører blandt sine Tillæg (S. 420), og som godtgjør, at en af den hele Formue afgiven Kapitaltiende i England benyttedes som Kirkebod. For Hovedtiendens opkomst er dette Sted ligesaa betydningsfuldt som de af J. Fritzner i anden Udgave af hans Ordbog fremlagte Paavisninger ere det for dens senere Historie i Norge.
Alt vel overveiet lader det sig saaledes vistnok med Forf. sige, at de norske Biskoppers Stilling, bortseet fra deres Dotation, var aldeles ligeartet med de engelskes; men ganske det samme gjælder ogsaa med Hensyn til det tydske Episkopat i det 10de og Begyndelsen af det 11te Aarh., noget, som Forf. med Lethed kunde have overbevist sig om ved at slaa efter i Hinschius’s storartede Værk, der imidlertid synes ikke at være bleven ham bekjendt. Naar han iøvrigt (S. 246) med Ret tilbagefører Betegnelsen biskupa om Børns Konfirmation til angels. bisceopian, biscopgan, saa overser han samtidigt, at netop de ældste norske Retsbøger (Borg. Kr. I Kap. 15; III Kap. 6; Eids. Kr. I Kap. 32; II Kap. 28) ikke benytte dette Udtryk, men betegne Forretningen med det fra Latin eller Tydsk laante Ord ferma, samt at det i Erkeb. Jons Kr. Kap. 6 heder: „helgan su er ferming heitir, er sumir
