kalla biskupan“. Jeg henviser herom til B. Kahle, Die altnordische Sprache im Dienste des Christenthums (1890), S. 367, et Arbeide, som endnu ikke kunde være Forf. tilgjængeligt (jfr. herom hans Anmærkning S. 405).
3. Med Hensyn til Kirker og Kirkesogne (S. 246–71) vil jeg først og fremst bemærke, at Ordet kirkja ligesaa godt kan være hentet fra Tydskland som fra England. Sammensætningen kirkjugarðr svarer endog ganske til det tydske „Kirchhof“, medens det angels. cirictûn ligger fjernere. Omvendt svarer rigtignok Betegnelsen legrstaðr, d. e. Gravsted, til det angels. legerstôw. Ordet kirkjusókn, Kirkesogn, bemærker oprindelig Kirkebesøget, og i denne Betydning sees, som af Forf. paavist, ogsaa det angels. ciricsócn leilighedsvis brugt; men da Nordens verdslige Forfatning anvender þingsókn om Thingdistriktet, og der allerede i Hedendommen ligesaa godt taltes om at sœkja hof som at sœkja þing, turde det dog ligge nærmere at føre hine Udtryk tilbage til indenlandsk Oprindelse. Angaaende Kirkernes Bygningsmaade gaar Forf. med fuld Ret ud fra den Overbevisning, at den fra først af var de saakaldte Stavekirkers, og han mener – hvad rigtignok allerede N. Nicolaysen og paa en noget anden Maade ogsaa L. Dietrichson forud havde hævdet, at denne Bygningsstil skal være kommen over fra England. Rigtigheden heraf maa jeg lade staa derhen, da jeg savner de til Prøvelse.af denne Formodning fornødne kunsthistoriske Indsigter. Den sidstnævnte Forfatters særdeles lærerige, historiske Afsnit i hans under Udgivelse værende Værk (De norske Stavkirker, S. 80–176) behandler desuden Spørgsmaalet meget indgaaende. Derimod medgiver jeg gjerne, at de Indvendinger, som Forf. reiser mod den ofte og tidligere ogsaa af mig formodede Sammenhæng mellem de norske Kirkebygninger og Lan-
