studerede i Wittenberg. Mellem disse er en siden mere bekjendt Mand, Morten. Madsen, der 1626 blev Biskop i Aarhus, og hvis Hustru siden maatte gjennemgaa saa megen Sorg.[1] To Aar efter Udgivelsen af dette Skrift blev Laurids Halvorsen Sognepræst til Sem.
Det kunde tænkes, at Laurids har været en Søn af den bekjendte Lærde, Mag. Halvard Gunnarsen, Lector theol. i Oslo († 1608),[2] hvorvel denne ei førte Navnet Sthenius. Hvad der forekommer mig at kunne tale for en saadan Formodning er, at Laurids i dette Tilfælde bliver en Søstersøn af Mag. Christopher Hjort og dennes Brødre; disse Onklers Paavirkning kunde da tænkes at have givet ham katholske Sympathier. Under hans Proces oplyses det virkelig, at en af disse mulige Morbrødre, Hr. Evert Hjort i Stange, stod i Forbindelse med Laurids. Men paa den anden Side kunde Dedicationen til Lensherren paa Baahus tale for, at han hørte hjemme i dette Len, hvor ogsaa en Broder af ham Martinus, der 1615 blev Student fra Helsingør, blev ansat som Capellan 1620.[3] Iøvrigt vides om Hr. Laurids Sthenius, at han,
- ↑ De øvrige Forfattere af Æreversene vare Christianus Johannis Hafniâ-Danus, (i hvis græske Vers der forekommer et Angreb paa Paven), Petrus Johannis Viburgo-Danus (Worms Lex. I, S. 507), Petrus Nicolai Tistadia-Danus og Nicolaus Ericus Brun Marstrandia-Arctander (dimitteret fra Lunds Skole 1618), hvilken sidste synes at have været Forfatterens særlige Ven. Han blev 1625 Præst paa Hisingen.
- ↑ Allerede A. E. Erichsen har gjettet herpaa i sin omhyggelige og interessante Afhandling om Halv. Gunnarsen (Program fra Aars’s og Voss’ Skole 1870, S. 17).
- ↑ En anden Samtidig, Hr. Jørgen Sthen (der i Ordinationsbogen kalder sig Georgius Georgii Sth. og var fra Oslo) har sandsynligvis været disse Brødres Frænde. Ogsaa han var Forfatter. Jørgen Sthen var Sognepræst til Ramnæs, efter tidligere at have været Kapellan hos den bekjendte Hr. Peder Vemundsen i Sandeherred.
