nær i Laurvig, er ikke usandsynlig den samme Johannes Martini, der omtales i Hr. Laurids Halvorsens Proces som dennes Søstersøn, og som allerede ved Kjøbenhavns Universitet havde fat i Bøger om Messen og Tridentinerconciliet. Denne Hr. Laurids’s Slægtning havde deponeret i Kjøbenhavn 1626. Er det den samme, om hvem her er Tale, har hans Forberedelsescursus i Rom været afsluttet 1632. Beretningen om Forfølgelser fra Biskoppens og øvrighedens Side er i ethvert Fald overdreven.
Det samlede Indtryk af de Kjendsgjerninger, som i denne Afhandling er meddelte, bliver dette, at den katholske Reaktion i Norge tilsidst er bleven fuldkommen virkningsløs. Den var ogsaa fra første Færd af umulig, saalænge Kongehuset, Rigsraadet og Universitetet holdt fast ved det udprægede lutherske Standpunkt. Menigmand var væsentlig indifferent. Vistnok fortæller f. Ex. Peder Claussøn (1606) om Bønderne paa Agdesiden, at „mange af dem endnu bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen.“[1] Men selv om saadanne uklare Ønsker kunne have raadet ogsaa andensteds i Landet, havde de ingen reel Betydning. Nogen Reisning for Katholicismen var ikke at tænke paa, og selv en saadan vilde have været ganske afmægtig, naar den mødte Modstand fra oven. Alene da kunde den have faaet Be-
- ↑ Peder Claussøn Friis’s Saml. Skr. udg. af G. Storm. S. 235.
Kjøbenhavner af borgerlig Familie, samt at han, efter at man i Begyndelsen havde været vel tilfreds med ham, en Tid vakte Misfornøielse hos sine katholske Foresatte. Man ser dog, at han længe har tjent den katholske Mission.
