denne Kong Sigtryg er falden i et Slag ved Rouen, og at Kong Sigtrygs Mindesmærke er reist ikke paa hans egen, men paa Faderens Gravhaug; dette synes nemlig ogsaa at vise, at Kong Sigtrygs Lig ikke er bragt hjem. Ogsaa en anden Overensstemmelse er værd at notere: Vikingekongen Sigtryg kaldes udtrykkelig „hedensk“, og Runestenens Sigtryg knyttes i gammeldags Udtryk til den gamle Religion.
Flodoards Beretning om Kong Sigtryg er benyttet af en lidt senere frankisk Historiker, Munken Richer fra Reims, der skrev mellem 996 og 998; han skildrer Begivenhederne i 943 med mange Detaljer og stor ordrigdom, men jeg kan ikke se, at han har givet et eneste Ord af virkelig ny Kundskab. Derimod kjender vi Begivenhederne efter Grev Wilhelms Død i Normandi i en mere sagnmæssig Fremstilling hos Dudo af St. Quintin (c. 1010); men her er den hedenske Kong Sigtryg bleven sammenblandet med en normannisk Høvding i Bayeux, Haigroldus, som i det følgende Aar kjæmpede mod Kong Ludvig. Denne „Haigroldus“ bliver derfor en „Konge i Dacia“, som indkaldes til Normandi for at bekjæmpe Frankerne, medens „Kong Sigtryg“ er ganske forsvundet.[1] I den senere normanniske Literatur bliver da „Haigroldus“ til „Haraldus“ d. e. Harald Blaatand: ligesom Gnupa fortrænges i Literaturen af Kong Gorm, saaledes bliver Sigtryg skudt tilside for Harald Blaatand.
Den Sigtryg, som ifølge de frankiske Annaler indfandt sig i Normandi, omtales ikke som fordrevet fra sit Hjemland; tvertimod kommer han jo i Spidsen for en Flaade og er rimeligvis indkaldt af det hedenske Parti i
- ↑ Jfr. om disse normanniske Sagn: G. Storm, Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie S. 211 ff.
