Efter at have vist, at Runestene og samtidige Kilder gjensidig udfylder hinanden og tilsammen oplyser om dette sønderjydske Rige og dets Konger i 934–43, skal jeg gaa over til at undersøge, om de to nyfundne svensk-danske Konger kan eftervises ogsaa i senere Kilder, og om disses Efterretninger stemmer med de samtidige, saa at de kan tjene til at udvide vor Kundskab. De senere Kilder er da 1) Adam af Bremen fra ca. 1075, 2) de danske Forfattere Sven Aagesøn og Saxo Grammaticus fra Tiden om 1200, 3) en islandsk Kongesaga fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede.
Adam af Bremen er jo en af de vigtigste Kildeskrifter for Nordtysklands og Danmarks Historie, særlig i 11te Aarhundrede; men han maa som bekjendt benyttes med Forsigtighed, da han dels ofte er unøiagtig, dels meddeler farvede Beretninger eller forsøger at kombinere paa egen Haand. For 9de Aarhundrede udskriver han i det væsentlige frankiske Annaler, som næsten alle kjendes, saa her kan hans Fremstilling kontrolleres, og denne Kontrol er i det hele taget faldt ud til Adams Fordel, skjønt det ikke skal nægtes, at han ofte har misforstaaet sine Kilder og behandlet dem vilkaarligt. For det 10de Aarhundrede følger han – udenfor de Data, som de bremiske Arkiver og tyske Krøniker har givet ham – mundtlige Meddelelser, som gjengiver enten tysk eller dansk Tradition og selvfølgelig ofte kan være forvanskede eller ufuldstændige. Her gjælder det altsaa at finde faste Holdepunkter, hvorfra man gaar ud for at prøve Traditionerne, og som saadanne tør nu de nye Runeindskrifter bruges.
