Efterretningerne om de danske Konger i de frankiske
Annaler stansede med 873, da Kongerne Sigfred og
Halvdan sluttede Forlig med den tyske Konge, medens
de tyske Annalkilder ikke begynder før end med Otto I
og Harald Blaatand (Adam kjender nemlig ikke Widukinds
Fortælling om Kong Henriks Tog mod Gnupa).
Imidlertid udfyldte dog Adam Begyndelsen af det mørke
Tidsrum med to Konger, hvis Bedrifter som vikinger i
fremmed Land han kjendte: Sigfred og Godfred. Da
hans frankiske Annaler (urigtigt) fortalte, at disse Konger
faldt i Slaget ved Löwen 891 sammen med 100,000 Mand,
maatte Adam antage dette Slag for den afgjørende Vending
i Vikingetogenes Historie, og at et nyt Afsnit i Danmarks
Historie nu indtraadte. Han har da spurgt sin
danske Hjemmelsmand, Kong Sven Estridssøn, om Kongerne
i Tiden efter Slaget, og denne har (fortæller Adam)
opregnet sine „Forfædre“ (d. e. Forgjængere) saaledes:
(I 50) „Efter det Normanniske Nederlag herskede, har jeg lært, Heiligo, elsket af Folket for sin Retfærdighed og Hellighed. Efter ham fulgte Olaf, som kommende fra Sverige vandt det danske Rige med Vaabenmagt og havde mange Sønner, af hvilke Chnob og Gurd fik Riget efter Faderens Død.“
(I 54) „Efter Olaf, den svenske Fyrste, som herskede i Danmark med sine Sønner, fulgte Sigerich. Og da han havde hersket i kort Tid, mistede han Riget ved Hardegon, Sveins Søn, som kom fra Nortmannia“ (d. e. Norge).
Disse to Rækker fordelte Adam saaledes, at den første henførtes til Erkebiskop Adalgars Tid (889–909), den anden til Hogers (909–916), idet Erkebiskoppernes Regjeringstid i det hele taget er hans Inddelingsprincip. Men denne Tidsbestemmelse er ganske vilkaarlig og uden
