nægte Erkebiskopen Anbefalinger til sine Frænder og Landsmænd i Sverige.
Det saakaldte „Markgrevskab“ ved Slesvig kjendes kun fra Adam; han lader det oprettes af Kong Henrik og lader det bestaa til Keiser Konrads Tid. Jeg ser ikke andet, end at danske Historikere har Ret i at hævde, at fra samtidige Kilder (Thietmar) kjendes denne „danske Mark“ mellem Slien og Eideren kun i Tiden fra Otto d. 2dens Tog (974) til 983. Ialfald synes det nu sikkert, at denne Marks Oprettelse kan ikke staa i Forbindelse med Henriks Seier over de Danske, thi Kongerne Gnupa og Sigtryg hersker ogsaa efter 934 over Egnen om Slesvig. Da der i hele Kong Haralds Tid ikke var noget fiendtligt Forhold til Tyskland førend 974, kan denne „Mark“ heller ikke være oprettet før. Sikkert er det jo, at Danevirke bestod, da Otto den 2den i 974 angreb Danmark. Men Danevirke strækker sig fra Selk-Nor søndenfor Slesvig og forudsætter, at Landskabet om selve Slesvig er i de Danskes uforstyrrede Besiddelse. Altsaa bliver der heller ikke forsaavidt nogen Plads for et Markgrevskab „mellem Slien og Eideren“ i Tiden mellem 934 og 974.
Paa den anden Side synes det klart, at Danevirke ikke er bygget for at forsvare det lille Grænserige ved Slesvig; det maa, som Navnet siger, være Danernes (d. e. hele Danmarks) Forsvarsværk. Først efter at de svenske Konger var fordrevne fra Sønderjylland, kan Virket være bygget, altsaa efter 943; fra Kong Henriks Tid nævner hverken Widukind eller Adam noget Forsvarsværk ved Grænsen, først Thietmar kjender det fra Otto den 2dens Tid. De danske Sagn fra Valdemarernes Tid henfører dets Bygning dels (Sven Aagesøn) til Kong Gorms, dels (Saxo) til Harald Blaatands Tid; den sidste maa efter
