den gamle; denne Række trængte derfor ogsaa ind i Jomsvikingesagaens senere Bearbeidelser.[1] I Hauk Erlendsøns Uddrag af Sagaen om „Ragnars Sønner“ fortælles om, hvorledes Ivar Beinlause overvinder de engelske Konger Ella og Jatmund den hellige og bliver Konge der; han dør uden Børn og efterfølges af Jatmunds Brodersøn Adalmund (!), som kristnede hele England og følges af sin Søn Adalbrigt (!), som herskede længe. I Danmark bliver Sigurd Orm-i-Øie Konge, efter ham hans Søn Hardeknut og dennes Søn Gorm. Gorm ægter Thyre, Datter af Kong Klakharald i Jylland, og arver siden hans Rige i Jylland. Derefter fortsættes: „Kong „Gorm for med Hær over hele Jylland og ødelagde alle Neskonger (!) helt syd til Sle, og derefter vandt han meget af Vendland, – og mange Kampe holdt han med Saxerne og blev den mægtigste Konge“. Saa fortælles om Gorms Sønner, Knut „Dana-ást“ og Harald. De drager paa vikingetog til England og kjæmper med Kong „Adalbrigt“ ved Klivland og Skardaborg; men ved Jorvik bliver Knut dræbt under en Svømmetur, og Harald bringer Efterretningen hjem til Kong Gorm, som dør af Sorg derover. Hele denne Beretning findes igjen i den store Olaf Trygvesøns Saga fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede, men her har Beretningen adskillige Eiendommeligheder, som synes at være udeladte i Hauk Erlendsøns Uddrag. Stykket om Gorms Erobringer lyder nemlig her: „Kong Gorm for med sin Hær ind i det Rige i Danmark, som er kaldet Reidgotaland, men nu kaldes Jotland, mod den Konge, som der raadede, han hed Gnupa. De holdt nogle Kampe sammen, som endte med, at Kong Gorm fældte den Konge og tilegnede sig hele hans Rige Dernæst for Gorm mod den Konge, som blev kaldt Silfraskalli, og havde med
- ↑ Se herom Arkiv f. nord. Filol. I 244.
