ham Krig og Kampe, og Kong Gorm fik stadig Seier, og tilslut fældte han den Konge. Derefter gik han (høiere) op i Jylland og for saaledes med Hærskjold, at han ødelagde alle Konger syd til Sle, og derefter vandt han et stort Rige i Vendland. Mange Kampe holdt Gorm med Saxerne og blev den mægtigste Konge.“
Denne Bearbeidelse af Danmarks Historie, som i den islandske Literatur neppe er ældre end ca. 1300, lider jo af mange Vilkaarligheder og er ikke længer ægte Sagn. Som jeg andensteds har paavist, er de northumbriske Navne (Klivland, Skardaborg, Jorvik) tagne lige ud af de norske Kongesagaer, Snorres Fortælling om Harald Haardraades Tog til England Aar 1066.[1] De to engelske Konger ved Tiden c. 880–940. Adalmund og Adalbrigt, er uhistoriske og vilkaarlig opdigtede; Gormssønnernes Tog til Nordengland mod Kong „Adalbrigt“ strider baade mod den ældste Form af Jomsvikingesagaen og mod Saxo, der begge henfører Toget til Irland. Ogsaa Kong Gorms Erobringer i Jylland, Vendland og Saxland strider mod al Historie. Den Omstændighed, at de svenske Erobringskonger herskede i 3 Slægtled i Sønderjylland, og at ialfald én af dem overlevede Gorm, viser, at han hverken har ødelagt alle Neskonger syd til Sle eller gjort Krigstog i Saxland og Vendland. Alligevel kan man ikke andet end undres over, at ét Navn i Beretningen er ægte og endog bevaret i en mere ægte Form end i de danske Sagn. Sagaens Kong „Gnupa“ har samme. Navn som paa Runestenene og hos Widukind, medens baade Adam og de senere danske Sagn forudsatte Navneformen „Gnúpr“; dermed bortfalder Dr. Jessens Paastand,
- ↑ Se dette Tidsskrift 2den Række II 180.
