domme. Fra England lader den sig nemlig aldeles ikke aflede, da de kirkelige Eiendomme dersteds ikke vare unddragne fra „trinoda necessitas“ og saaledes heller ikke fra fyrd. Den Befrielse for personlig Hærfærd, som Geistligheden ogsaa i England forlangte, kan herimod saa meget mindre komme i Betragtning, som i Norge Sogne- præstens Fritagelse udtrykkelig ogsaa var udstrakt til hans Hustru, for hvis Vedkommende der jo dog ingen Tale kunde være om Forpligtelse til at drage i Hærfærd. Forf.s Tilbøielighed til ensidigen at udlede alt ligt og uligt fra England, falder saaledes netop i dette Punkt stærkt i Øinene.
4. I Henseende til Præsteskabet (S. 271–96) er der atter først og fremst ved Terminologien meget og mangt at bemærke. Selve Ordet prestr bør dog vel heller med Kahle (S. 317 og 332) afledes af oldsaks. prestar end af angels. preost. Derimod turde rigtignok Sammensætningen messuprestr være af engelsk Oprindelse, da de tydske Udtryk „Messpriester“ og „Messpfaffe“ blot synes at kunne paavises for en langt senere Tid. Angaaende Ordet hálfprestr holder jeg fast ved min tidligere Tolkning. Den islandske Betegnelse hálfkirkja forekommer, saavidt jeg ved, først i den sildigere Del af Middelalderen, f. Ex. i Flatøb. III (II hos Fritzner er Trykfeil) S. 561, for Aaret 1344. Naar man ved Siden heraf paa et eneste Sted, nemlig Sturl. VII Kap. 119, S. 343, finder brugt Ordet hálfprestr, saa bør det ikke med Forf. opfattes som „en islandsk Terminus“, men som Øgenavn. Stedets Sammenhæng „Jón Halldörsson, er hálfprestr var kallaðr“ viser dette tydeligt. Havde Ordet været en Titel, maatte der have staaet „Jón hálfprestr Halldórsson“. Ganske paa samme Maade nævnes i Biskop Gudmunds Saga Kap. 17, S. 439, en „Jón prestr, er kallaðr var Fljótabiskup“,
