Kristjern Munks auspicier. At et skrift som dette skulde skyldes samarbeide mellem flere forfattere, kan jeg vanskelig forestille mig. Der hersker efter det indtryk, jeg har faaet ved gjennemlæsningen, en saadan ensartethed i fortællemaade, smag og sprog gjennem det hele arbeide, at det er mig umuligt at kunne tænke paa mere end én forfatter, og det en forfatter med en temmelig udpræget eiendommelighed som saadan.
Ligesaa vanskeligt har jeg for at forstaa, at det foreliggende skrift skulde være den bog, som ved hin leilighed blev istandbragt og senere nedsendt til kongen. Jeg slutter mig i denne henseende fuldstændig til, hvad der er udtalt af prof. Daae. Hvad man i kapitelsmødet 1553 kunde udrette, selv om det varede flere dage, var neppe andet end at gjennemgaa dokumenterne og af dem gjøre et kort og summarisk uddrag, en slags registratur. Hr. Daae har henvist til, at just i aarene 1550–58 registreredes flere arkiver i Danmark, og at der i 1558 udgik kongelig befaling til domkapitlerne i Bergen og Trondhjem om at lade sine arkiver registrere og udfærdige registraturen i 3 exemplarer. Dertil kan føies, at Trondhjems kapitel virkelig vides at have udført en saadan registratur i overvær af den kongelige befalingsmand og nedsendt et exemplar deraf til kongen.[1] Det forekommer mig, at det var netop det samme, som blev gjort af kapitlet i forening med den kongelige befalingsmand paa Hamar i 1553. Men den foreliggende Hamars beskrivelse er meget langt fra at være nogen fortegnelse over et arkivs indhold; den har (bortseet fra intimationen) hverken i indhold eller form nogensomhelst lighed med en saadan
- ↑ Dipl. Norv. IV p. 840. Af de 3 exemplarer har vel et været bestemt for kongen, et for lensherren og et for kapitlet.
