fortegnelse. Den omstændelige beretning om domkirken, kirkegaarden, Hamar gaard, om podemestere og mostpersere m. m., for ikke at tale om søormens bedrifter og biskop Mogens’s bortreise, hvilket optager det meste af vor beskrivelse, dertil har nok brevskaberne i bispearkivet ikke indeholdt synderlig materialier, og det er altsammen affattet i en fremstilling, der mere kunde synes bestemt paa folkelæsning end at være resultat af et mandsterkt kollegiums arkivundersøgelser. Hr. Daae finder, at beskrivelsen vidner om romantik og sentimentalitet; enhver vil ialfald finde den fuld af stemning og varme. Forfatteren dvæler med særlig forkjærlighed ved den yndefulde sommertid paa Hamar og det idylliske liv deroppe: „og var det ganske lystigt om sommeren, naar man roede om Hammers by, og alle urter og alle træ de gav slig herlig lugt fra sig.“ „Item naar som at presten og degnene sjunge i kirken og orgelverkernes lyd hørtes, at den, som ikke havde et stenhjerte, maatte græde af glæde for Guds usigelige naade imod menneskene og Guds hellige ord og de deilige salmer, som de hørte sjunge der.“ Saadanne stemningsudbrud fremkommer ikke let fra et samarbeide mellem flere forfattere og endnu mindre som udbytte af arkivgranskninger.
Heller ikke skulde man finde en beskrivelse som denne synderlig egnet til at nedskikkes til kong Kristian den 3dje. Den er jo dog fra først til sidst en lovprisning af de gamle tiders herlighed, og uagtet forfatteren synlig har bestræbt sig for at skifte lige mellem den gamle og den nye tro, og uagtet han har omtalt hr. Truid Ulfstand med saamegen hensynsfuldhed, som han har formaaet, er det dog ikke vanskeligt at se, at han med hele sit hjerte hænger ved Hamars sidste katholske biskop, Mogens Lauritsen. Naar hensyn tages til, at
