han skrev paa en tid, da der ellers kun hørtes fordømmelsesdomme over katholicismens væsen og gjerningen kan jeg, ligesom prof. Daae, ikke negte, at denne forfatter maa have bevaret en ikke ringe sympathi for den gamle religion, ialfald i dens udvortes fremtræden.
Mig forekommer det tydeligt, at beskrivelsen hverken i sin helhed er udbyttet af arkivundersøgelserne i 1553 eller i enkeltheder støtter sig til disse. Jeg antager, at forfatteren har havt adgang til Kristjern Munks afskrift af Hamarregistraturen, men kan ikke finde, at hans fremstilling viser benyttelse deraf Forfatterens kilder har (fraregnet biskopslisterne) visselig udelukkende været: lokale traditioner og egne erindringer. Ved gjennemlæsningen af skildringerne af livet i det gamle Hamar faar man et bestemt indtryk af, at alt dette er noget oplevet, at forfatteren fremkalder minder fra en tid, der efter aars forløb staar for ham i et idyllisk og romantisk skjær. Fremfor alt er afsnittet om biskop Mogens’s tilfangetagelse og afreise saaledes fortalt, at man ikke godt kan undlade at søge forfatteren blandt øienvidnerne til denne tildragelse.[1]
Jeg maa altsaa antage beskrivelsen som virkeligt forfatterskab, udgaaet fra en med begivenhederne i 1537 samtidig mand. Han har uden mindste fnug af lærd anstrøg villet skildre Hamars fordums herlighed og sidste dage for menige læsere blandt sine landsmænd og har særlig havt den hensigt at reise den sidste biskop et smukt minde. Han er sin tids barn, forsaavidt som han
- ↑ Ogsaa prof. Storm gjør (p. 120) opmerksom paa, at denne beretning „giver et indtryk af lokale oplevelser og personlig erindring.“ J. Chr. Berg udtaler sig i lignende retning.
