til det yderste er kritikløs og overtroisk, men han er en troskyldig og varmhjertet fortæller og som stilist i Norge enestaaende i tidsrummet, førend Absalon Pedersen begyndte sin forfatterbane. Hamarbeskrivelsens stil og fremstilling gjør paa mig indtryk af at være mere beslegtet med den friske og naturlige sprogtone, der udmerker den danske literatur i reformationstiden, end med den stivhed og tørhed, som i regelen er særkjendet for den følgende tidsalder. Der er ingen tvivl om, at beskrivelsen gjennem afskrifter har været en yndet læsning, særlig i Hamaregnen, og endnu i vort aarhundrede har den kunnet udgives i trykken som almuelæsning.
Hvad ellers Skriftets sprog angaar, vil man ganske vist ikke savne gloser og betegnelser, der røber den norske forfatter. Alligevel forekommer mig sprogfarven i dette skrift at bære et mindre tydeligt særpræg af norskhed end hos forfatterens samtidige landsmænd eller endog senere norske forfattere; i det hele maa man sige, at han merkelig korrekt benytter det danske skriftsprog. Naar man indrømmer dette og erindrer, hvorledes hans samtidige, den bekjendte sagaoversætter Laurits Hansen, beklager sig „meget have glemt dansk maal“, da det er saa længe siden han var i Danmark, ligger det nær at formode, at vor forfatter har opnaaet sin dygtighed i at bruge det nye skriftsprog gjennem et ikke altfor kortvarigt ophold i Danmark.
Hvorledes forholder nu intimationen sig til beskrivelsen? Jeg ved intet andet svar at give herpaa, end at forfatteren maa have udskrevet den af „Kristjern Munks bog“ og saa anbragt den, som den var, som en slags indledning eller forberedelse til sit skrift, idet han derved maaske ogsaa engang for alle har villet give en forklaring angaaende de „bispernes bøger og breve“, som
