han i skriftet jevnlig henviser til. Naar det gjælder et skrift fra en saa lidet literær tidsalder, og et skrift, som ikke engang af sin forfatter blev udgivet, antager jeg, at denne forklaring kan gjøre fyldest. Men at forfatteren, idet han anbringer intimationen fra 1553, skulde have den hensigt at føre læserne bag lyset med hensyn til forfattelsestiden, kan jeg ikke tænke mig.[1] Forresten er jo den mulighed ikke udelukket, at intimationen efter forfatterens død kan være tilføiet af en afskriver.
Efter min opfatning er altsaa Hamarbeskrivelsen ikke den bog, som blev istandbragt paa Hamar gaard i 1553; men jeg kan ikke engang tro, at den overhovedet er forfattet paa Hamar.
Professor Daae gjør flere gange opmerksom paa og betegner som sin „vigtigste anke“ mod beskrivelsens ægthed, at han gjennemgaaende hos denne forfatter finder skildringen holdt i præteritum, selv ved saadanne leiligheder, hvor hos en skribent, der skrev i 1553, nødvendigvis skulde ventes præsens.[2] Endog gjenstande, som i hint aar fremdeles maa have existeret, omtales som forhenværende. Det gaar saavidt, siger hr. Daae, at endog det taarn, hvor det i 1553 fremdragne arkiv ifølge intimationen befandt sig, og den gaard, hvori de hos Kristjern Munk forsamlede personer holdt møde, begge omtales som noget,
- ↑ Om forholdet mellem intimationen og hovedskriftet udtaler prof. Daae den samme tanke, naar han p. 250 siger: „Tænkeligt kunde det være, at intimationen (om den var ægte) egentlig var en indledning til en tabt registratur, og at denne indledning saa senere var anbragt som indledningsord til den oprindelig ganske uvedkommende beskrivelse.“
- ↑ Hist. Tidsskr. 3 R. I 246, 265 og især 332.
