Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/39

35

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

og en „Þorsteinn Jónsson, er kallaðr var súðarsteinn“, hvorved naturligvis Ingen vil tænke paa nogen Titel. Da det nu derhos under Fortællingens Gang viser sig, at Manden virkelig var Præst, lader hans øgenavn sig vistnok blot forklare derved, at hans Udseende og Vandel ikke ansaaes at være særdeles præstelig Omvendt kan der heller ikke med Hensyn til Forekomsten af „Halvpræster“ i England drages nogen Slutning af den Omstændighed, at der paa et enkelt Sted i Domesdaybogen omtales „unus presbyter integer et duo dimidii“. Dette fremgaar – selv ganske bortseet fra Ordlyden – allerede deraf, at der paa det samme Sted, som ogsaa af Forf. anført, ligeledes nævnes halve „bordarii“, „villani“, „sochemanni“ o. fl. At den norske hirðprestr derimod svarer til den angels. hîredpreost, finder sin nærliggende Forklaring i den nordiske Hirdtjenestes Historie. Paa den anden Side gjengiver den norske Titel hœgendisprestr sproglig aldeles ikke den angels. handpreost, om denne end saglig overalt forekommer som Betegnelse for Kapellanen hos en eller anden Stormand. Ligesaalidt indsees det, hvad den angels. tûnpreost har at gjøre med Fylkes- eller Herredspræsten, da tûn hverken falder sammen med scîr eller hundred, men udgjør et langt snævrere Omraade. Ved Udtryk som djákn, subdjákn, klerkr, kapalín, kanóki, profastr saavelsom klaustr, munkr, nunna, ábóti, abbadís, ligger Afledelsen fra Latin ikke fjernere end fra Engelsk, og ligesaa tilstedelig er den fra Tydsk, forudsat at man ved Sammenligningen benytter de nedertydske Former og ikke, som Forf. gjør, de høitydske, – altsaa f. Ex.. provest, ikke probist. Endelig betegner det angels. Ord lâreow altid kun Læreren som saadan, ikke specielt den Geistlige, og det tjener saaledes ikke til for denne sidste at forklare Brugen