der engang havde staaet og engang været til.[1] Jeg kan ikke finde, at prof. Storms besvarelse af denne indvending (p. 371) er fyldestgjørende, naar han bemerker, at „den forfatter, der vil skildre disse og andre bygninger i en fjern fortid og i deres fulde pragt omkr. aar 1300, om denne tids forhold bruger præteritum“; thi det er jo slet ikke denne fjerne tid, hr. Daaes indvending gjælder, men beskrivelsens samtid.
Denne gjennemgaaende brug af præteritum, „denne forunderlige ting“, forekommer mig ikke saa forunderlig endda, men noksaa naturlig, naar man blot løsriver sig fra den tanke, at skriftet er forfattet paa Hamar. Selv om forfatteren er hjemmehørende paa Hamar (hvad antagelig de fleste vil være enige om), er der jo intet iveien for, at han kan have skrevet sin bog andensteds.
Man vil under mundtlig samtale ofte kunne iagttage, at den, der fortæller om andre steder, om oplevelser fra en reise eller om en by, hvor han før har færdedes, kan komme til at anvende fortidsform af verberne istedenfor nutid om endnu existerende gjenstande. Selv hos forfattere vil man kunne finde exempler herpaa. Man vil mindes, hvorofte denne udtryksmaade anvendes i den græske literaturs berømteste reiseskildring, Xenofons Anabasis. Jeg skal citere ét sted af de mange: „Kanalerne udgik fra floden Tigris; ved denne laa en stor og folkerig by, Sittake“.[2] Saa skriver Xenofon, uagtet han ingenlunde tvivler om, at Sittake ogsaa ligger
