der i det øieblik, da han forfatter sin bog. Men forat Xenofon kan skrive saaledes, er det ogsaa nødvendigt, at han ikke længer er i Sittake. Udtryksmaaden beror paa en ombytning af betegnelserne for fortælling og beskrivelse, en ombytning, som igrunden ikke er mere paafaldende end den omvendte, der finder sted ved det saakaldte historiske præsens. Hamarbeskrivelsens udtryk om den skjønne gaard paa Hamar, at den laa ved Korskirken, berettiger altsaa ikke til med hr. Daae at tilføie et „fordum“; udtrykket er aldeles analogt med Xenofons om byen, som laa ved Tigris.
Denne gjennemførte brug af præteritum behøver altsaa ikke, som hr. Daae vil, at bevise, at skriftet tilhører en langt senere tid, da hine bygninger var forsvundne, men kan simpelthen forklares deraf, at det ikke er forfattet paa Hamar. Men beskrivelsen indeholder selv den tydeligste angivelse af, hvor den er skreven. Der, hvor talen er om biskop Frants Berg, heder det, at han blev „forskikket her op til Oslo.“ Den, der i lighed med prof. Storm gaar ud fra, at beskrivelsen er forfattet paa Hamar 1553, er nødsaget til, som han, at antage, at dette sted er senere tilføiet, nemlig efterat manuskriptet fra Hamar var kommet til Oslo.[1] Efter min mening om Skriftets oprindelse trænges ikke denne udvei; der er intet til hinder for at antage, at det helt og holdent er skrevet i Oslo. Hermed mener jeg, at det ogsaa godt stemmer, at forfatteren søger leilighed til at anbringe denne lille lovtale over Oslo: „Tid efter tid er Oslo by meget bleven forbedret og kommen til velstand og sin rette brug, som vel er, Gud ske lov!“ Det forekommer mig, at disse ord, der falder noget uventet
- ↑ Hist. Tidsskr. 3 R. I 291.
