heder taler sterkt for, at bisperækken af forfatteren er afsluttet, medens Frants Berg endnu var biskop, og at alle de følgende biskoper er tilføiede af afskrivere i senere tid.
Som det vil fremgaa af disse bemerkninger, nærer jeg ingen tvil om ægtheden af det gamle skrift. En nutidens læser kan ryste paa hovedet ved Hamarbeskrivelsens urimelige talstørrelser, dens eventyrlige beretninger om søormen m. m.; men man vil vistnok i andre skrifter baade fra hine dage og fra langt senere tider støde paa talopgaver og overnaturlige historier, som for os lyder ligesaa utrolige, saa at jeg hverken finder det nødvendigt at antage, at forfatteren med bevidsthed har skrønet, eller af hensyn til saadanne urimeligheder tør afvise det hele skrift som et falskneri fra en senere tid.[1]
Med hensyn til beskrivelsens forfatter mener jeg at kunne opstille følgende resultater af det ovenfor udviklede: 1) Han har personlig været nær knyttet til det gamle Hamar og dets traditioner; 2) han har næret en særlig hengivenhed for den sidste katholske biskop, Mogens Lauritsen; 3) han var utvilsomt tilstede ved begivenhederne i 1537, da biskopen førtes bort; 4) hans færdighed i at benytte det danske skriftsprog tyder nær-
- ↑ Saa overdrevne Hamarbeskrivelsens talstørre1ser end kan være, har jeg ligesaa vanskeligt for at forklare mig f. Ex. den gamle beretning om, at der i Peter Palladius’s skoledage gik 700 disciple i Ribe skole og 900 i Roskilde skole, en beretning, som dog i mange skrifter gjentages uden ytring af tvil. Med Hamarbeskrivelsens vidunderlige historier om søormen vil jeg sammenstille f. ex., hvad presten Peter Angell paa Søndmør fortalte Pontoppidan om en „havmand“, som var dreven paa land, og som presten havde seet i sin ungdom og kunde beskrive til de mindste enkeltheder og i fuld tro (Pontoppidan, Norges naturl. Hist. II 310). For os er de gamle tiders naive tro stundom aldeles ufattelig.
