mest paa, at han har opholdt sig nogen tid i Danmark; 5) sit skrift har han forfattet i Oslo; 6) han har afsluttet det før 1567; 7) han synes at være død inden de for Hamar skjebnesvangre begivenheder i sidstnævnte aar.
Jeg vil ikke undlade at gjøre opmerksom paa, at der kan nævnes en bestemt mand, paa hvem alt dette i en merkelig grad passer, og paa hvem man derfor maaske kunde vove at gjætte som Skriftets forfatter. Hans navn forekommer i selve beskrivelsen; det er et af de yderst faa navne, som denne meddeler. Allersidst i bogen, ved det punkt, da biskopens afsked fra domkirken, kannikerne og det gamle Hamar skildres saa gribende, tilføies disse ord: „Saa tog bispen med sig en dreng ved navn Laurits Hummer, han var hos bispen til hans dødedag i Anderskov kloster.“
Vi maa, som før sagt, visselig søge forfatteren blandt øienvidnerne til hin afsked paa Hamar i 1537. Men selv om beskrivelsen havde nævnt hundrede navne istedenfor dette ene, saa har Laurits Hummer det forud for de øvrige øienvidner, at hans handlemaade staar i saa smuk samklang med den kjærlighed til den gamle biskop, som skriftet lægger for dagen. Han fulgte ham i hans landflygtighed og blev hos ham i hans fængsel, indtil biskopen mere end 5 aar derefter afgik ved døden.[1]
- ↑ Først fredagen efter Martini 1538 udstedtes for biskop Mogens borgeleiebrev (indkvarteringsbrev) til Antvorskov (D. Mag. 3 R. VI 196); i mellemtiden har vel han og hans ledsager opholdt sig i Kjøbenhavn. Biskopen døde 3. oktober 1542. Prior i klostret var i denne tid (fra 1538) mag. Nils Andersen Foss, ganske vist en nær slegtning af mag. Anders Foss, som i sine yngre dage var rektor ved klosterskolen i Antvorskov, senere blev biskop i Bergen og er bekjendt som dygtig historiker.
