Biskop Mogens havde faaet tilladelse til at med-
tage to „drenger“; den anden nævnes ikke. „Dreng“
er her at forstaa som tjener, famulus, hvilket ikke udelukker,
at vedkommende kunde høre til den bedste familie.
Naar Laurits Hummer i al beskedenhed nævner
sig selv ligesom i forbigaaende og i tredje person, minder
det om den maade, hvorpaa den egentlige forfatter af
Jens Nilsens visitatsoptegnelser af og til nævner sig selv
som „bispens dreng Oluf Børgesen.“
Om familien Hummer, en adelig norsk slegt, ved man ikke meget; men alt, hvad man ved om den, viser, at den har været en fremtrædende slegt i og omkring det gamle Hamar. Man kjender fra det 16de aarhundrede foruden denne Laurits Hummer ogsaa en Erik Hummer og mag. Ture Hummer, der begge var kanniker paa Hamar, den sidste tillige forstander for den fornyede latinskole dersteds,[1] samt Frants Hummer, gift med en datter af Mogens Svale, og dennes datter Sara Frantsdatter Hummer, der blev gift med sogneprest i Øier Anders Cold. Af optegnelser i slegten Cold fremgaar det, at familien Hummer endog har havt sit eget gravkapel ved Hamar domkirke.[2]
Hvis Laurits Hummer er Hamarbeskrivelsens forfatter, er det ikke vanskeligt at forklare sig den store interesse for den gamle bispeby og det liv, som der rørte sig, der skinner frem snartsagt af hver linje i
