dette skrift, ligesom ogsaa forfatterens lyst til at se alle ting deroppe i det herligste lys.
Der har sagtens blandt de gamle slegter paa Hamar levet, hvad prof. Daae betegnende kalder „borgersagn“ om stedets fordums magt og herlighed og ikke mindst om den glans, som stod af bispernes regimente. Hos en mand, der som beskrivelsens forfatter havde udpræget sans for det romantiske og usedvanlige, har disse traditioner fundet et aabent øre og et troende sind. Han var, hvad hr. Daae kalder „en hamarsk lokalpatriot“ og nærede en sværmerisk forkjærlighed for de gode gamle tider. Det forekommer mig, at egenskaber som disse netop kan forudsættes hos en mand som Laurits Hummer, der hørte til en af de gamle og anseelige familier paa stedet, og som fra ungdommen af stod i det nærmeste forhold til den sidste biskop, og som senere i flere aars enslige samvær med ham i Antvorskov kloster“ havde daglig anledning til at opfriske de gamle minder om hjemmet og vel ogsaa til at vedligeholde sympathien for den gamle tids religionsform. Det heder om den ovennævnte Sara Hummer, at hun „var i sin tid saa god som en krønike“.[1] Hendes slegtning Laurits Hummer har utvilsomt ogsaa fra barns ben af indsuget slegtstraditionen om Hamars fordums herlighed med alle dens overdrivelser og fabler, og intet er da naturligere, end at han som pennefør mand kunde have lyst til skriftlig at meddele noget af de gamle krøniker.
Efter biskop Mogens’s død taber vi Laurits Hummer afsyne i hele 23 aar. Først 1565 omtales han igjen, idet han den 17de mai fik kongeligt tilsagn om det første
- ↑ Peter Henrik Colds autobiografi i Kirke-hist. Saml. 3 R. II 641 fgg.
