kannikedømme, som blev ledigt i Norge.[1] Han kaldes i kongebrevet „vor mand og tjener“, hvorved hans adelige byrd betegnes; han „har lovet og tilsagt sig udi vor og rigens tjeneste trolig og med al flid at ville lade bruge“. Der tilføies som betingelse: „dog at han skal give sig til os, og da ville vi antvorde ham derpaa vort brev“. Han havde altsaa i nogen tid tjent Fredrik den 2den, uvist i hvilken egenskab; men i begyndelsen af 1565 var han, som det fremgaar af kongebrevet, ikke længere i kongens nærhed; rimeligvis har han opholdt sig hjemme i Norge.
Kongens tilsagn om et kannikedømme blev meget snart indfriet. Otte dage efter kongebrevets udstedelse døde den gamle rektor Laurits Haraldsen i Oslo, der en tidlang havde indehavt Hofs præbende. Under 18de juli 1565 overdroges denne præbende til Laurits Hummer, der saaledes blev „kannik ved Oslo domkirke.“ Han nød dog ikke længe godt deraf, da han allerede 7de mai 1567 omtales som død, idet hans kannikedømme den dag overdroges til en anden. Efter denne datering at dømme er hans død vel indtruffen i februar eller marts, netop som svenskerne gjorde sig til herrer paa Hamar gaard og foranledigede Oslos ødelæggelse.[2]
Hvis man antager Laurits Hummer for Hamarbeskrivelsens forfatter, har man altsaa i tidspunktet for hans død en naturlig Forklaring paa, at syvaarskrigens betydning for Hamar er bleven uomtalt, og at be-
- ↑ Norske Rigsregistr. I 454.
- ↑ Svenskerne bemægtigede sig Hamar den 9de og stod foran Akershus den 18de februar. At Laurits Hammers død ikke nævnes i Jens Nilsens kalenderoptegnelser (Hist. Tidsskr. 3 R. II), er rimeligt nok, da disse afbrydes den 9de februar paa grund af krigsurolighederne og Jens Nilsens flugt fra Oslo.
