af kennimaðr. Derimod tør vel múnkalíf, múnklíf, múnklífi hidrøre fra angels. munuclîf.
Med Hensyn til Præsternes personlige Stilling maa fremhæves, at Cølibatet ikke blot i England, men ogsaa i Tydskland, Frankrig osv. var Gjenstand for ligesaa liden Iagttagelse som i Norge (jfr. Hinschius I S. 148 o. flg.). Endog en Pave, Benedict IX, kunde jo omgaaes med den Tanke at gifte sig, uden derfor at nedlægge sin Myndighed! Hvorvidt Præsteværdigheden i Henseende til Drabs- og andre Bøder medførte nogen Forhøielse, og isaafald hvilken, maa staa derhen. Ifølge Gul.lovens Kap. 15 var det ikke Tilfældet; thi her udtales den Regel at „kennimenn varer skolo hafa mannhelgi slika sem hverr varr við annan her a lande“. Derimod heder det i Kap. 200, at Præstens Søn skal tage den Ret, som han er født til, naar han ikke opnaar samme Værdighed som sin Fader. Heraf maa altsaa sluttes, at denne værdighed førte med sig en Forhøielse af Retten. De øvrige Retsbøger indeholde ingen hidhørende Forskrifter; muligvis er Forhøielsen af Præstens Ret først indtraadt under Kong Magnus Erlingssön. – Vedkommende de norske Præsters Deltagelse i det offentlige Liv paaberaaber Forf. sig alene Frost.lovens I Kap. 3. Stedet omhandler Thingforsamlingens udvortes Ordensregler og siger ved denne Leilighed: „en prestr sá er bok skal ráða hann skal ringja mykla klokko, þá er hann vill með bók til þings ganga“. Forf. vil nu (S. 276 jfr. 265) ved denne bók forstaa Lovbogen, og af Udtrykket „ráða bók“ slutter han, at Præsten har indtaget en til Lagmandens svarende Stilling. Heri har han efter min Opfatning Uret. Vistnok er den Bog, med hvilken Lagmanden ifølge Landsl. Thingfb. Kap. 3 gaar til Thinget, utvivlsomt Lovbogen; men det udelukker ikke, at der paa det her omhandlede Sted kan
