eller et af de nærmestfølgende Aar. Af Dedicationen sees, at Forfatteren har været en Client af Erkebiskop Eystein, og af selve Skriftet bliver det saare sandsynligt, at han ogsaa selv, ligesom denne, har været en Thrønder. Sit politiske Standpunct undlader han, som Storm med Føie antager, saavidt muligt at lade fremtræde.
Forfatteren giver sig det latiniserede Navn Theodricus. Dette har i forrige Aarhundrede, skjønt uden Forsøg paa Begrundelse, været oversat med Thore[1]. Derimod har i vort Aarhundrede Nyerup[2] kaldt ham Thjodrek, og det samme har alle norske Lærde gjort i vort Aarhundrede; Lange har dog tillige gjettet paa „Didrik“, en umulig Antagelse, da det sidste Navn sikkert ei forekommer i Norge i tolvte Aarhundrede. Storm har vistnok fulgt sine Forgjængere, men dog næret Betænkeligheder, og skjønt han mener, at Forf. „vel“ har hedt Thjodrik, har han dog tillige gjort opmærksom paa, at dette Navn i Norge alene kan paavises i et eneste Stedsnavn, medens det rigtignok nogle faa Gange forekommer paa Island. Selv vil jeg kun bemærke, at de latinske Navne, under hvilke saavel Nordboer, som andre fremtræde i Middelalderen, som oftest fjerne sig ganske betydelig fra Originalerne; som nogle Exempler blandt utallige kunne anføres: Homerus = Orm, Uvicnus = Vidkunn, Ludovicus = Lodin.
- ↑ Jessen, Det Kongerige Norge, S. 72 og derefter Worm i sit Lexicon I. S. 471.
- ↑ I sit Literaturlexicon. Derhos har N. omtalt Skriftet i sin „Historisk-statistiske Skildring“ osv. II. S. 199. Han citerer her en Afhandling af den svenske Professor Murray i Gøttingen (Deutsche Schriften, hg. v. d. Kgl. Societät d. Wissensch. in Göttingen I. 1771), som han kalder „ganske ypperlig“. Jeg har ikke havt Leilighed til at se den.
