artede Citater. Unegtelig har Storm fuldstændig Ret, naar han mener, at en stor Deel af Citaterne kun ere paa anden Haand, med andre Ord laante Fjedre[1]. Men selv til sine Andenhaandscitater har Theodricus tiltrængt flere Bøger, end han med Rimelighed kan antages at have kunnet forefinde i Norge; thi Ingen vil vel nu mere, saaledes som tidligere var Tilfældet, fra Theodricus’s Bog slutte sig til et stort Bibliothek i Nidaros. Jeg tror altsaa, at han har seet og benyttet den af ham kjendte Literatur i Udlandet. Seer man nu hen til de paafaldende hyppige Citater især af franske Forfattere (hvorpaa Storm har gjort opmærksom), ledes man til at slutte, at det er i Frankrige, og da nærmest Paris, hvor han maa antages at have opholdt sig; dette bestyrkes ogsaa ved den paafaldende Forkjærlighed for Carl den Store, der træder frem i Theodricus’s Excurser. Men jeg gaar et Skridt videre endnu. Paa to Steder citerer vor Forfatter den franske Historiker Hugo og begge Gange med paafaldende Tilkjendegivelse af Veneration, begge Gange tillige med Tilføielse af, at han var Kannik i Paris, den ene Gang
- ↑ Fuldt saa vidt som Storm vil jeg dog ei gaa med Hensyn til Bedømmelsen af Citater fra antike Classikere. At Theodr. kalder Ovid: „satyricus“ er neppe noget Indicium for, at han ei videre har kjendt ham. Paa samme Maade kalder Abbed Vilhelms anonyme Biograph Ovid: „philosophus“ (Scr. R. D. V. p. 461) ligesom det er bekjendt, at Juvenal i Middelalderen hyppig citeres for „ethicus“ (Bernhardy, Grundriss d. röm. Lit. 3. Bearbeitung, S. 561). At Theodricus engang henfører et Sted til Lucan, som er af Statius, behøver heller ikke at tyde paa, at han ei kjender hin i Middelalderen stærkt læste Digter. Jeg mindes f. Ex. i min Ungdom at have hørt Welhaven sige: „peccant, quia non peccant, som Horats siger“. Ytringen tilhører, saavidt jeg erindrer, Plinius den Yngre, men – Welhaven kjendte Horats.
